Krigsanalyse. Den britiske krigshistoriker John Keegan tror ikke på en verden, der kan regere sig selv med gode hensigter på papirer. I en analyse af Irak-krigen kalder han krigens forløb for mystisk. De irakiske styrker smed simpelthen våbnene og gik hjem, og her var især amerikanerne totalt uforberedte.
"Virkeligheden er en ubehagelig ledsager, især for de gode viljers folk", skriver den estimerede britiske militærhistoriker John Keegan i sin bog "The Iraq War", der for kort tid siden udkom på dansk med titlen "Krigen i Irak".
Bogen er en illusionsløs og næsten klinisk gennemgang af Irak-krigen - med analyser af baggrund, optakt, begrundelse for krigen og selve krigens gennemførelse. Og ikke mindst en kritik af sejrherrernes (primært amerikanerne og mindre grad briterne) ageren efter Bagdads fald. For mens de amerikanske soldater vandt krigen meget overlegent og med forbavsende få tab på begge sider, så har efterspillet været noget værre dilettanteri. Lige så underlig som selve krigen. Af alle de mange krige, John Keegan har studeret i sin karriere, betegner han irak-krigen som "mystisk". Det vender vi tilbage til.
Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, skriver i sit forord til den danske udgave:
"Udgangspunktet for enhver egentlig forståelse af, hvorfor USA valgte at gå i krig og erobre Irak, er altså, at man et øjeblik antager, at verden ikke regerer sig selv, at aftaler ikke automatisk bliver overholdt, og at internationale påbud ikke altid efterleves. At det med andre ord er en mulig tanke, at man må sætte magt bag ordene".
Det er ud fra dette, at John Keegan nøgternt, ikke moraliserende, men i nogles øjne måske som en lidt for koldsindig militærhistoriker fremlægger en oversigt over krigen.
Troen på masseødelæggelsesvåben
Krigen sættes ind i den naturlig kontekst: Irak før og under Saddam Hussein, Saddam Husseins krige og den internationale krise i 2002-2003. Og mens den offentlige diskussion efter krigen i høj grad har drejet sig om fraværet af de irakiske masseødelæggelsesvåben, så lægger John Keegan vægt på et væsentligt faktum. Masseødelæggelsesvåbnene var nemlig ikke blot et (officielt) motiv for at angribe Irak, men havde i de indledende stadier stor indflydelse på den strategi, krigen skulle blive udkæmpet efter.
Amerikanerne bar i tusindtal ABC-beskyttelsesudstyr, der var både dyrt og utrolig besværligt i fremrykningen. Derfor har de amerikanske militærplanlæggere troet på den konkrete trussel fra disse masseødelæggelsesvåben. Og som lederen af inspektionsholdet Iraq Survey Group, den tidligere FN-våbeninspektør David Kay, fremlagde beviser for, så havde Saddam Hussein overført masseødelæggelsesvåben til syrisk territorium.
Amerikanerne og briterne blev dog overrasket af noget helt andet: Mangel på irakisk modstand, og det er det, der ifølge John Keegan gjorde Irak-krigen mystisk. I bogens første sætninger hedder det:
"Nogle krige begynder skidt. Andre ender skidt. Irak-krigen i 2003 skiller sig ud, idet den både begyndte godt for den anglo-amerikanske koalition, som førte den, og endte med sejr. Begge dele er amerikanernes fortjeneste".
Forbavsende kort
John Keegan hæfter sig ved, hvor kort krigen egentlig var:
"Irak mønstrede en hær på næste 400.000 mand, udstyret med tusinder af kampvogne, pansrede køretøjer og kanoner. Den kæmpede ikke ved grænsen, den kæmpede ikke ved de indlysende geografiske forhindringer, den kæmpede knap nok i byerne, den gjorde end ikke et sidste forsøg på at forsvare hovedstaden, hvor en stor del af verdens medier forudsagde, at Saddam ville iscenesætte sit eget Stalingrad".
Men hvilke medier?
Danske tv-seere vil huske, hvordan Steffen Gram fra "Horisont" i nyhedstimen igen og igen fremdrog den såkaldte Republikanergarde, som de gæstende eksperter i studiet nok forholdt sig til, men som slet ikke kom til at spille nogen rolle overhovedet.
Selv BBC brillerede ifølge John Keegan med dilettanteri i sin dækning. På en høflig britisk facon påpeger Keegan, hvordan en BBC-reporter i den berømte irakiske sandstorm brugte ordet "overraskelsesangreb" om irakernes spredte og tilfældige skud i deres positioner på afstand. Et angreb er retteligt en kombination af ild og bevægelser, som kulminerer i et forsøg på at erobre en stilling ved hjælp af soldater, der rykker tæt på.
I slutningen af marts kom en længere pause i krigshandlingerne, og især den franske presse mente nu at vide, at en forlænget krig med store tab ventede forude. Le Monde meddelte den 27. marts, at præsident George Bush var blevet "tvunget til at ændre sine planer i lyset af den irakiske modstand".
Opdigtet "Saddamgrad"
Der blev gjort et stort nummer ud af, at en amerikansk helikopter var blevet tvunget ned af en irakisk bonde med en antik riffel. Efterfølgende mener eksperter, at det kun kunne skyldes motorsvigt.
I Storbritannien forsøgte en halv snes store dagblade at hyre bestsellerforfatteren Antony Beevor, manden bag bogen "Stalingrad", til at skrive om et "Saddamgrad". Beevor, der er uddannet på Winchester og Sandhurst, sagde nej tak med den begrundelse, at han i sin vildeste fantasi ikke kunne forudse noget Stalingrad i Bagdad.
Pausen i amerikanernes fremrykning skyldtes blot sekundært dårligt vejr og primært behovet for nye forsyninger. Logistikken kunne simpelthen ikke følge med.
Alt sammen er let at konkludere bagefter, og vel er sandheden umulig at finde i en krig. Men fordi de amerikanske medier i uhyggelig grad tog de patriotiske briller på, var den eneste kritiske sans de europæiske medier kunne præsentere så blot at påtage sig en antiamerikanisme og "hvad-sagde-vi-holdning"?
Uforberedte
Det mærkelige, og det som selv John Keegan har svært ved at forklare, er, hvorfor irakerne generelt ikke lod til at tage synderlig notits af, at deres land blev opslugt af krigen.
De irakiske styrker smed simpelthen våbnene og gik hjem, og her var især amerikanerne totalt uforberedte. Krigsfanger blev blot sendt hjem, og amerikanerne accepterede, at den irakiske hær gik i opløsning. Det samme skete med Baath-tro embedsmænd og den nationale politistyrke. Resultatet var, at flere hundrede tusinde mænd blev sendt ud i arbejdsløshed lige akkurat i den periode, at der var det største behov for en genopbygning af sikkerhedsstyrker og centraladministration.
Derefter kom plyndringerne og ødelæggelserne af det administrative apparat, som der var så hårdt brug for. Det var den første af de mange fejltagelser, irakerne begik efter Saddam-regimets fald, konkluderer forfatteren.
John Keegan sammenligner amerikanernes fiasko på dette område med briternes fremfærd i Basra-området. Den gamle kolonimagt brugte her al sin erfaring fra blandt andet Mellemøsten og fik genoprettet en nogenlunde orden og udvikling i området.
John Keegans modstandere vil kunne sætte spørgsmålstegn ved, hvor store forudsætninger han som militæranalytiker har for at kunne diskutere begreber som den legalitet, der styrer forholdet mellem stater, samt for at analysere Iraks og Mellemøstens helt særlige historie. Det er da også tydeligvis selve analysen af krigsforløbet, der bærer denne bog. Især i den verdenspolitiske fremstilling fremkommer forfatteren med påstande, der sagtens kan modsiges. Men man forbliver i dårskaben, hvis man undlader at læse bogen med et argument om, at man ikke er enig med ham, når det gælder Irak-krigens legitimitet eller mangel på samme.
John Keegan: Krigen i Irak. 317 sider, 275 kroner (Rosinante).
